Historien om Abdul


Abdul sidder i den bagende sol, stikker fingrene ind i munden, fisker lynhurtigt et nyt søm ud mellem tænderne, hamrer løs på betrækket, så det sidder fast på den lænestol, han er ved at betrække. Abdul er 15 år og møbelpolstrer. Han arbejder hurtigt og koncentreret og sender kortvarigt nogle skæve, muntre smil til mig den hvide dame, der står og klikker løs på kameraet.
Abdul er vant til at arbejde. Allerede som 6-årig begyndte han at arbejde hos sin onkel. Hans to brødre ligeså. Han har dog siden skiftet arbejde. ”Jeg kunne ikke lide mit tidligere arbejde. Jeg skulle bære en tung sofa helt alene”. I dag arbejder han hos sin fætter. Dagligt fra kl. 13.00 til 22.00. I formiddagstimerne går han i skole.

Som en modpol til mine forventninger om børnearbejde fortæller Abdul, at han elsker at arbejde. ”Det eneste, jeg ikke lide, er, når jeg får skæld ud. Det er kedeligt at sidde stille i skolen”.

Han udbygger sin forklaring: ”Som mand er det er vigtigt at kunne et håndværk”. I mange af de lokalsamfund, jeg besøger, fornemmer jeg, at der er stærke kønsrollemønstre, der former opfattelsen af, hvad det vil sige at være en rigtig mand eller kvinde. Abduls søstre arbejder eksempelvis ikke. De går i skole og hjælper moderen med at passe huset. Derimod arbejder faderen, Abdul og hans to brødre.

Når jeg spørger ham, om der er noget han ville ønske havde været anderledes i hans opvækst, svarer han nej. Han virker ganske tilfreds. Han tilføjer dog, at han er glad for, at der er blevet lavet en arbejdskontrakt mellem ham og arbejdsgiver. Nu har han ret til en pause under sit arbejde.

En af visionerne for Danmission og CEOSS er at få børn i børnearbejde til at vende tilbage til skolen. Viden og uddannelse er nøglen til, at de fattigste befolkningsgrupper kan bryde fattigdommens onde cirkler. Men det kan være en vanskelig opgave. Mange familier og børn ser ikke nogen grund til at gå i skole, ændre sin livsstil eller kæmpe for egne og andres rettigheder. For hvad hvis man lever et liv, man egentlig er ganske godt tilfreds med?

Abdul ønsker dog ikke kun at arbejde. Han har et personligt formål med at gå i skole. ”Jeg vil gerne være politimand, når jeg bliver rigtig voksen”. Jeg spørger ham, hvordan han kan blive politimand. ”Det er muligt”, svarer Abdul. ”Jeg skal få gode karakterer, være en god mand, og så kan jeg blive politimand”.

Jeg vinker farvel til Abdul, mens hans tager en ny håndfuld søm, propper dem i munden, og fortsætter sit arbejde som møbelpolstrer. I mit stille sind håber jeg, at han kan holde motivationen for at gå i skole. Ikke kun for at blive politimand, men mest af alt fordi jeg i løbet af mine mange besøg hos andre børn og deres familier fornemmer, hvordan manglen på uddannelse indskrænker menneskers samfundsforståelse og dermed livsmuligheder. Problematikken forekommer ikke særlig tydeligt i mødet med Abdul. Han virker tilfreds med sit liv. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at han som så mange andre børn er med til at udgøre Egyptens fremtid. Jeg bilder mig ind, at hvis han havde viden om eller troen på, at en anden tilværelse kunne være mulig, ikke blot for ham selv, men også for mange af hans kammerater, så ville han måske have foretrukket ikke at arbejde allerede som seks-årig eller sidde og arbejde i den bagende sol, men støvede søm i munden. Men hvis ikke han synes, hans liv er problematisk, hvordan skulle han så være med til at sikre andre livsvilkår for hans egne børn en dag, eller for andre borgere i Egypten?