EN BERETNING OM SAHLA


Ikke at kunne sidde ned

Salha Faruq har aldrig kunnet sidde ned. Hverken på sengen, stolen eller toilet som hans andre søskende. Derimod går han gå livligt frem og tilbage i familiens lille stue, mens han i et stort smil, fortæller, at det bedste, han ved, er at se og spille fodbold.
Salha er født som mentalt og fysisk handicappet. Nabobørnene drillede ham ofte, fordi han var ’forkert’. Mens andre børn voksede og lærte at finde rundt i landsbyen, tage tøj på og spise sin mad selv, forblev han lille af vækst. Moderen Laila måtte hjælpe ham med at spise, gå på toilettet, og følge ham når han forlod huset, så han ikke blev væk.

Som barn led han af en række forskellige sygdomme, der krævede adskillige besøg på hospitalet. Det gjorde ikke familiens sparsomme økonomi lettere.

Som landmand skaffede Sahlas far penge til at forsørge familien. For to år siden døde han, og nu står moderen Laila tilbage med ansvaret for sine 7 børn. Det er ikke let, når hun har en søn, der skal være under opsyn døgnet rundt. I dag er Sahla 17 år, og mange af hans søskende er ældre end ham selv og gifteklar. Moderens største bekymring er Sahlas fremtid. Hun ved, at når hans søskende først er blevet gift, vil de koncentrere sig om deres eget liv og hjem. Og hvem skal tage sig af Sahla, når hun selv dør en dag?


Når handicappet fordobles

I Egypten er der en lov for, at handicappede skal sikres adgang til offentlige ydelser, men der er ingen fonde til at implementere det. Handicappede må derfor selv betale for sociale ydelser. Gennem projektet ’Children at Risk’ får Sahla i dag dækket 50 % af hans udgifter til medicin og sundhedstjek. Han har desuden fået trænet sine kompetencer, så han i dag selv kan vaske sine hænder, skrive sit navn, kende forskel på farver og pengesedler, spille fodbold med børnene på gaden, og så kender han ruten fra hans hjem og hen til landsbyens kirke.

Ignes og Nabil, der er to projektansvarlige i CEOSS’ program ’Children at Risk’”, fortæller ihærdigt, at de netop er ved at udarbejde en ny lov, der skal søge at få nationale fonde til at implementere den eksisterende lov for handicappede. Men det er ikke kun penge, der er brug for. Oplysning om handicappedes rettigheder og potentiale er underbelyst, om ikke helt overset i den offentlige diskurs.

Handicappede er opfattet som en gruppe, der udelukkende skal modtage hjælp på grund af deres funktionsforringelser. Det resulterer i, at de isoleres for omverdenen i stedet for at få muligheden for at deltage i samfundet. Handicap kan ikke kun betragtes biomedicinsk. Det er også et socialt fænomen og må betragtes som et resultat af både interne og eksterne faktorer.
CEOSS forsøger at skabe en offentlig opmærksomhed mod handicappedes manglende rettigheder og håber, at regeringens institutioner snarligt vil tage et medansvar.