Forbedring af børns levevilkår

Fattigdomsbekæmpelse er ét af Danmission og CEOSS’ fokusområder. Visionen ligger i forlængelse af ’FN’s 2015 Målene’ om at halvere antallet af folk, der lever under fattigdomsgrænsen i verden. Et vigtigt element i dette er at sikre marginaliserede grupper af børn en bæredygtig fremtid, hvor de bliver i stand til at opfylde sine rettigheder i samfundet. Det er netop hensigten med ’Children at Risk’ og ’Combating Child Labour’, som er de programmer, jeg arbejder indenfor under mit praktikophold.
Målgruppen hertil er tredelt og består af børnearbejdere, handicappede børn og gadebørn. Der er god grund til at fokusere på netop denne målgruppe. Behovet står lysende klart, når man fx skimter følgende fakta.

Fakta om børn i Egypten
• 2.7 mill. børn mellem 6 og 14 år i børnearbejde
• 1 mill. børn lever på gaden
• 5 % af Egyptens børn er handicappede, men kun 2 % får den service, de har brug for.
• 15 % af alle børn har aldrig gået i skole eller er droppet ud af skolen
• 3 mill. børn kan ikke læse og regne

Børnearbejde – både godt og skidt!

Behovet at bidrage til at udvikle bedre livsvilkår for den nævnte målgruppe er der utvivlsomt. Dog kan vores forståelse af, hvad fx børnearbejde er, ofte været baseret på en stereotyp forståelse af noget meget barskt, hårdt og udnyttende. Uden at ville negligere tilstedeværelse af dette måtte jeg under mine tidligere projektbesøg stille mig selv det spørgsmål: hvad er børnearbejde egentlig?


Børn arbejder både i verdens rige og fattige lande. Der findes børnearbejde, som er skadeligt for børn fysisk og psykisk, og der findes arbejde, som børnene trives med udføre, uden at det ødelægger deres mulighed for at gå i skole og have en fritid.

Det er naturligvis det skadelige og hårde børnearbejde, som Danmission og CEOSS ønsker at få udryddet i projekterne ’Children at Risk’ og ’Combating Child Labour’. Men i mødet med mange af disse børn erfarede jeg, at virkeligheden er temmelig sammenflettet og går på tværs af de målgruppebeskrivelse, der typisk bliver defineret i projekter som ovenstående.


I næste afsnit følger en lille historie om mit møde med Abdul, som er ’børnearbejder’ og en del af projektet ’Children at Risk’. Udover at give et lille indblik i mit praktikophold håber jeg historien kan bidrage til at illustrere et lille udsnit af det hele billede, som børnearbejderes liv er fyldt af.

Historien om Abdul


Abdul sidder i den bagende sol, stikker fingrene ind i munden, fisker lynhurtigt et nyt søm ud mellem tænderne, hamrer løs på betrækket, så det sidder fast på den lænestol, han er ved at betrække. Abdul er 15 år og møbelpolstrer. Han arbejder hurtigt og koncentreret og sender kortvarigt nogle skæve, muntre smil til mig den hvide dame, der står og klikker løs på kameraet.
Abdul er vant til at arbejde. Allerede som 6-årig begyndte han at arbejde hos sin onkel. Hans to brødre ligeså. Han har dog siden skiftet arbejde. ”Jeg kunne ikke lide mit tidligere arbejde. Jeg skulle bære en tung sofa helt alene”. I dag arbejder han hos sin fætter. Dagligt fra kl. 13.00 til 22.00. I formiddagstimerne går han i skole.

Som en modpol til mine forventninger om børnearbejde fortæller Abdul, at han elsker at arbejde. ”Det eneste, jeg ikke lide, er, når jeg får skæld ud. Det er kedeligt at sidde stille i skolen”.

Han udbygger sin forklaring: ”Som mand er det er vigtigt at kunne et håndværk”. I mange af de lokalsamfund, jeg besøger, fornemmer jeg, at der er stærke kønsrollemønstre, der former opfattelsen af, hvad det vil sige at være en rigtig mand eller kvinde. Abduls søstre arbejder eksempelvis ikke. De går i skole og hjælper moderen med at passe huset. Derimod arbejder faderen, Abdul og hans to brødre.

Når jeg spørger ham, om der er noget han ville ønske havde været anderledes i hans opvækst, svarer han nej. Han virker ganske tilfreds. Han tilføjer dog, at han er glad for, at der er blevet lavet en arbejdskontrakt mellem ham og arbejdsgiver. Nu har han ret til en pause under sit arbejde.

En af visionerne for Danmission og CEOSS er at få børn i børnearbejde til at vende tilbage til skolen. Viden og uddannelse er nøglen til, at de fattigste befolkningsgrupper kan bryde fattigdommens onde cirkler. Men det kan være en vanskelig opgave. Mange familier og børn ser ikke nogen grund til at gå i skole, ændre sin livsstil eller kæmpe for egne og andres rettigheder. For hvad hvis man lever et liv, man egentlig er ganske godt tilfreds med?

Abdul ønsker dog ikke kun at arbejde. Han har et personligt formål med at gå i skole. ”Jeg vil gerne være politimand, når jeg bliver rigtig voksen”. Jeg spørger ham, hvordan han kan blive politimand. ”Det er muligt”, svarer Abdul. ”Jeg skal få gode karakterer, være en god mand, og så kan jeg blive politimand”.

Jeg vinker farvel til Abdul, mens hans tager en ny håndfuld søm, propper dem i munden, og fortsætter sit arbejde som møbelpolstrer. I mit stille sind håber jeg, at han kan holde motivationen for at gå i skole. Ikke kun for at blive politimand, men mest af alt fordi jeg i løbet af mine mange besøg hos andre børn og deres familier fornemmer, hvordan manglen på uddannelse indskrænker menneskers samfundsforståelse og dermed livsmuligheder. Problematikken forekommer ikke særlig tydeligt i mødet med Abdul. Han virker tilfreds med sit liv. Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at han som så mange andre børn er med til at udgøre Egyptens fremtid. Jeg bilder mig ind, at hvis han havde viden om eller troen på, at en anden tilværelse kunne være mulig, ikke blot for ham selv, men også for mange af hans kammerater, så ville han måske have foretrukket ikke at arbejde allerede som seks-årig eller sidde og arbejde i den bagende sol, men støvede søm i munden. Men hvis ikke han synes, hans liv er problematisk, hvordan skulle han så være med til at sikre andre livsvilkår for hans egne børn en dag, eller for andre borgere i Egypten?

Nilen er smuk

På 'felucca'-tur i El Minya
































Udsigten fra mit soveværelse i Beni Suef

Projektbesøg i Upper Egypt

En søndag aften tøffer jeg af sted på jernbanen syd for Cairo. Jeg er på vej til Upper Egypt og skal interviewe en række af de ansatte, familier og børn, som er med i CEOSS’ projekt ’Children at Risk’.

Min søde oversætter Shareen


Provinsen benævnes ofte som den ’underudviklede’ del af Egypten. Det som mundheldet nok egentlig søger at beskrive er den fattigdom og mangel på rent vand, som befolkningen her kæmper med. Manglen på integration af menneskerettigheder, som karakteriserer en stor del af den egyptiske regerings politik, rammer således hårdest i disse egne. Egyptens ’upper class’, som er dem, der besidder magtfulde positioner i landet vælger ofte ikke at investere deres tid, penge og ressourcer i disse egne. Under mine besøg får jeg lov til at grave et spadestik dybere ned i de livsbetingelser og livshistorier, som alt sammen påvirker og påvirkes af tilværelsen i Upper Egypt.

Fokusgruppeinterview på CEOSS' kontor i Beni Suef


For at give et mere indgående indblik i alle de oplevelser, der mødte mig, følger her to beretninger om mit besøg hos Sahla og Samuel. De giver et lille indblik i handicappedes tilværelse i Egypten. Senere følger flere historier, der vil give glimt fra andre menneskers livsveje i Egypten, heriblandt børn i børnearbejde.

Et typisk gadebillede fra de hjem jeg besøgte

EN BERETNING OM SAMUEL

Da Samuel var 7 måneder gammel fik han voldsom feber, og pludselig kunne han ikke længere gribe fat om noget med sine hænder. Siden har Samuel levet et liv som fysisk og psykisk handicappet. I dag er han 15 år, men har stadig svage arme og ben og har brug for hjælp til at tage tøj på og gå på toilettet.

Moderen Sonia fortæller mig, at hendes største ønske er, at Samuel en dag kan være selv-hjulpen. Hun beder Gud om, at nogle vil være gode mod ham, når hun ikke selv er der mere. Mens hun taler, beklager hun sig ikke. Hele tiden sidder hun med sit blide væsen og smiler. Hun kigger væk, mens hun nævner, at naboerne nogle gange spørger, hvorfor hun ikke får malet husets lerede og gamle vægge. Hun fortæller også, at Samuel græder hver morgen og gerne vil væk fra landsbyen. Han er ofte voldelig og forsøger nogle gange at løbe væk, men hun ved, han ikke kan finde rundt og må holde opsyn med ham døgnet rundt.


Det koster 85 egyptiske pund om måneden at dække Samuels udgifter til blandt andet medicin. Heldigvis får familien for øjeblikket penge af ’Ministery of Solidarity, men kun for et år. Pengene er givet som en midlertidig ’gave’ snarere end en vedvarende ordning, der kan sikre, at Samuel får den fysiske rehabilitering, som han har brug for. Til gengæld har han haft stor glæde af den træning han har fået i det projekt for handicappede, som CEOSS organiserer. Det var en stor dag, da han for 5 år siden begyndte at gå.

EN BERETNING OM SAHLA


Ikke at kunne sidde ned

Salha Faruq har aldrig kunnet sidde ned. Hverken på sengen, stolen eller toilet som hans andre søskende. Derimod går han gå livligt frem og tilbage i familiens lille stue, mens han i et stort smil, fortæller, at det bedste, han ved, er at se og spille fodbold.
Salha er født som mentalt og fysisk handicappet. Nabobørnene drillede ham ofte, fordi han var ’forkert’. Mens andre børn voksede og lærte at finde rundt i landsbyen, tage tøj på og spise sin mad selv, forblev han lille af vækst. Moderen Laila måtte hjælpe ham med at spise, gå på toilettet, og følge ham når han forlod huset, så han ikke blev væk.

Som barn led han af en række forskellige sygdomme, der krævede adskillige besøg på hospitalet. Det gjorde ikke familiens sparsomme økonomi lettere.

Som landmand skaffede Sahlas far penge til at forsørge familien. For to år siden døde han, og nu står moderen Laila tilbage med ansvaret for sine 7 børn. Det er ikke let, når hun har en søn, der skal være under opsyn døgnet rundt. I dag er Sahla 17 år, og mange af hans søskende er ældre end ham selv og gifteklar. Moderens største bekymring er Sahlas fremtid. Hun ved, at når hans søskende først er blevet gift, vil de koncentrere sig om deres eget liv og hjem. Og hvem skal tage sig af Sahla, når hun selv dør en dag?


Når handicappet fordobles

I Egypten er der en lov for, at handicappede skal sikres adgang til offentlige ydelser, men der er ingen fonde til at implementere det. Handicappede må derfor selv betale for sociale ydelser. Gennem projektet ’Children at Risk’ får Sahla i dag dækket 50 % af hans udgifter til medicin og sundhedstjek. Han har desuden fået trænet sine kompetencer, så han i dag selv kan vaske sine hænder, skrive sit navn, kende forskel på farver og pengesedler, spille fodbold med børnene på gaden, og så kender han ruten fra hans hjem og hen til landsbyens kirke.

Ignes og Nabil, der er to projektansvarlige i CEOSS’ program ’Children at Risk’”, fortæller ihærdigt, at de netop er ved at udarbejde en ny lov, der skal søge at få nationale fonde til at implementere den eksisterende lov for handicappede. Men det er ikke kun penge, der er brug for. Oplysning om handicappedes rettigheder og potentiale er underbelyst, om ikke helt overset i den offentlige diskurs.

Handicappede er opfattet som en gruppe, der udelukkende skal modtage hjælp på grund af deres funktionsforringelser. Det resulterer i, at de isoleres for omverdenen i stedet for at få muligheden for at deltage i samfundet. Handicap kan ikke kun betragtes biomedicinsk. Det er også et socialt fænomen og må betragtes som et resultat af både interne og eksterne faktorer.
CEOSS forsøger at skabe en offentlig opmærksomhed mod handicappedes manglende rettigheder og håber, at regeringens institutioner snarligt vil tage et medansvar.